Lo svedese ti regala uno scellino bello se torni a casa

I Danmark er der også modeller for økonomisk støtte til de, der måtte ønske repatriering. [Her er Københavns Kommunes hjemmeside med et overblik:](https://www.kk.dk/borger/borgerservice/international-borger/at-vende-tilbage-til-hjemlandet-repatriering)
I Danmark kan man modtage støtte, hvis man har opholdstilladelse som flygtning, familiesammenført til flygtning, familiesammenført udlænding, der har haft opholdstilladelse i Danmark i fem år, er udlænding med opholdstilladelse i Danmark før 1983 eller er efterkommer af disse *eller* har dobbelt statsborgerskab (hvoraf det ene er dansk), men frasiger dig det danske statsborgerskab. Og man ikke modtage støtte, hvis man: ikke har opholdstilladelse i Danmark, er dobbelt statsborger (man *skal* frasige sig sit danske statsborgerskab,) eller selv har midler til at etablere dig for i dit tidligere hjemland.

Egentlig synes jeg at det er sympatisk nok, at man tilbyder de, der måtte ønske repatriering, at hjælpe dem til det. Men jeg er imod den svenske regerings idé med at bare give en stor pose penge, og så sige, at så må folk selv finde ud af det. Der synes jeg den danske model er bedre: at myndighederne laver en konkret vurdering ud fra folks omstændigheder, så de får økonomisk hjælp til de rigtige ting. Særligt det, at vi ikke støtter de, der selv har midlerne, synes jeg er meget fair.

*æ*: Lidt uddybende, først om det svenske, og så om det danske igen bagefter.
Jeg kan godt blive lidt bekymret for, om ikke den svenske regerings tanke er mindre nobel. Det handler nok for dem om at “bestikke” nogle indvandrerer, flygtninge og efterkommere, til at ønske repatriering. Det synes jeg er en dårlig idé. Egentlig fordi den antager, at indvandrerer og flygtninge er i Sverige, udelukkende af økonomiske årsager, og kan “købes” ud af landet (hvad nogle få nok kan, men langt fra flertallet.) Beløbet regeringen foreslår, svarer til ca. 6,5 gennemsnitslig månedsløn i Sverige, *men* de der ønsker repatriering, ville jo også skulle sige hele deres liv som det er nu, i Sverige, op. Og selvom at jeg ville være ked af at bo i Sverige, tror jeg det er de færreste der bor i Sverige nu, som deler den følelse.

I Danmark har vi også i mange år forsøgt at bruge økonomiske midler til at få indvandrere og flygtninge til at forlade landet. Vi har dog gjort det med omvendt fortegn, og forsøgt at presse indvandrerer på overførselsindkomster mest muligt, ved at sænke overførselsindkomsterne markant. Den politik beror på samme fejlslutning: at flygtninge og indvandrerer er i Danmark af økonomiske årsager. Vi har også forsøgt os med retoriske knep, som at kalde den tidligere integrationsydelse ‘hjemrejseydelse’, eller retterere: “Selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse.” Mundret.
Det er en mærkelig politisk retning at gå, begge retninger, fordi det beror på en fejlagtig opfattelse af de egentlige omstændigheder for indvandrere og flygtninge. Selvom man i nullerne og tierne ikke skulle have åbnet for radioen særligt længe, for at høre diverse borgerlige politikere, fra Venstre og mod højre, tale om hvordan “udlændinge,” generelt, EU-borgere eller ej, kom til landet for at dræne vores sociale ydelser (og derfor brugte det som undskyldning for at forringe forholdene, ikke kun for udlændinge, men for arbejderklassen *generelt*,) så *er* det altså bare ikke virkeligheden.
Ligesom at langt de fleste der bor i Sverige i dag (uforståeligt) er glade for det, gør det samme sig gældende for os der bor i Danmark. Og uanset hvor meget man forsøger at gøre forholdene dårlige eller fylde folks lommer med over et halvt års indkomst, så ændrer det sgu ikke på, at de fleste nok ikke vil forlade det liv de har, for ussel mammon.