Hun har ret. Det er skræmmende hvor mange der falder mellem de to stole. Jeg forstår ikke hvordan vi kan være tilfredse med at have et system der praktisk talt siger; “Nå, du har et misbrug? Jamen så kan vi ikke hjælpe dig nogen steder. Så må du jo kæmpe videre ind til du dør af en overdosis en dag. Hygge-hejsa!” – Når nu vi ved at rigtig mange af dem der har psykiske problemer netop bruger stoffer som selvmedicinering.
WolfeTones456 on
Resumé af kronikken:
Psykisk syge patienter med misbrug, hvilket altså er helt op imod 1/3 af alle patienter, som kommer i kontakt med psykiatrien, ender alt for ofte som en kastebold mellem forskellige instanser, fordi vores psykiatri er indrettet på en måde, hvor den psykisk syge misbruger enten sendes videre i kommunal misbrugsbehandling eller uhensigtsmæssigt tvinges til et misbrugsstop, der blot besværliggør videre indlæggelse og har stor risiko for at skabe uoprettelig mistillid fra den psykisk syge til psykiatrien. Og på bekostning af de ansattes arbejdsmiljø.
Kronikøren anerkender, at der er faglige problemstillinger forbundet med at behandle psykisk syge misbrugere, fordi misbruget med dets mange følgevirkninger påvirker psyken i sådan en grad, at behandlingen forhindres. Derfor foreslår hun, at behandlingen af psykisk syge misbrugere i stedet for må tage udgangspunkt i et holistisk perspektiv med fokus på samspillet mellem “miljø, sociale kompetencer, mestringsstrategier [og] netværk”.
Den manglende kontakt mellem de forskellige hjælpeinstanser skaber på den måde en gruppe af gradvist komplekse patienter, der er for syge og for dårligt fungerende til at blive endegyldigt placeret i noget varigt tilbud såsom bosteder, fordi der i disse tilbud ikke er ressourcerne og beføjelserne til at håndtere dem. I stedet ender de som svingdørspatienter, der gang på gang må indlægges på akutpsykiatriske afsnit, når det kammer for meget over.
Det handler for kronikøren om, at der spændes et stærkere net ud, og at der brobygges mellem “intensiv psykiatri, læge, hospitalsbehandling og socialpsykiatri” i stedet for at fortsætte med at lade som om, man kategorisk kan opdele og udskille separate problemstillinger fra et komplekst og forbundet problem. Også fra et økonomisk synspunkt argumenterer kronikøren for, at nok kan den nuværende indretning af den psykiatriske behandling af psykisk syge misbrugspatienter spare penge på papiret, men i praksis koster både genindlæggelser, overbelastning af sundhedspersonalet, arbejdsskader og juridiske efterspil fra alt for mange uhensigtsmæssige magtanvendelser en alt for stor pose penge, der kunne bruges bedre.
2 Comments
Hun har ret. Det er skræmmende hvor mange der falder mellem de to stole. Jeg forstår ikke hvordan vi kan være tilfredse med at have et system der praktisk talt siger; “Nå, du har et misbrug? Jamen så kan vi ikke hjælpe dig nogen steder. Så må du jo kæmpe videre ind til du dør af en overdosis en dag. Hygge-hejsa!” – Når nu vi ved at rigtig mange af dem der har psykiske problemer netop bruger stoffer som selvmedicinering.
Resumé af kronikken:
Psykisk syge patienter med misbrug, hvilket altså er helt op imod 1/3 af alle patienter, som kommer i kontakt med psykiatrien, ender alt for ofte som en kastebold mellem forskellige instanser, fordi vores psykiatri er indrettet på en måde, hvor den psykisk syge misbruger enten sendes videre i kommunal misbrugsbehandling eller uhensigtsmæssigt tvinges til et misbrugsstop, der blot besværliggør videre indlæggelse og har stor risiko for at skabe uoprettelig mistillid fra den psykisk syge til psykiatrien. Og på bekostning af de ansattes arbejdsmiljø.
Kronikøren anerkender, at der er faglige problemstillinger forbundet med at behandle psykisk syge misbrugere, fordi misbruget med dets mange følgevirkninger påvirker psyken i sådan en grad, at behandlingen forhindres. Derfor foreslår hun, at behandlingen af psykisk syge misbrugere i stedet for må tage udgangspunkt i et holistisk perspektiv med fokus på samspillet mellem “miljø, sociale kompetencer, mestringsstrategier [og] netværk”.
Den manglende kontakt mellem de forskellige hjælpeinstanser skaber på den måde en gruppe af gradvist komplekse patienter, der er for syge og for dårligt fungerende til at blive endegyldigt placeret i noget varigt tilbud såsom bosteder, fordi der i disse tilbud ikke er ressourcerne og beføjelserne til at håndtere dem. I stedet ender de som svingdørspatienter, der gang på gang må indlægges på akutpsykiatriske afsnit, når det kammer for meget over.
Det handler for kronikøren om, at der spændes et stærkere net ud, og at der brobygges mellem “intensiv psykiatri, læge, hospitalsbehandling og socialpsykiatri” i stedet for at fortsætte med at lade som om, man kategorisk kan opdele og udskille separate problemstillinger fra et komplekst og forbundet problem. Også fra et økonomisk synspunkt argumenterer kronikøren for, at nok kan den nuværende indretning af den psykiatriske behandling af psykisk syge misbrugspatienter spare penge på papiret, men i praksis koster både genindlæggelser, overbelastning af sundhedspersonalet, arbejdsskader og juridiske efterspil fra alt for mange uhensigtsmæssige magtanvendelser en alt for stor pose penge, der kunne bruges bedre.