Un nuovo studio mostra che i cittadini più preoccupati per il clima reagiscono in modo diverso a una tassa sulla CO₂ rispetto agli altri consumatori. Comprano indulgenze.

Bag betalingsmur:

“Hypotesen forud for studiet – der blev til på baggrund af tidligere studier om såkaldt *moral licensing,* der handler om, at tiltag kan øge incitamenterne for en adfærd, man ellers moralsk er modstander af – lød kort fortalt:

Hos nogle af de mest klimabevidste borgere kan en CO₂-afgift på et klimabelastende produkt medføre en relativt langsommere reduktion af forbruget.

Hvorfor?

»For dem, der allerede har en indre motivation for at reducere deres forbrug, kan det at pålægge en *synlig afgift* udhule deres indre motivation,« siger Alice Pizzo i et lokale på CBSs campus i Dalgas Have på Frederiksberg.

Sagt med andre ord var hypotesen, at den klimabevidste borger kan føle, at det er mere okay at købe et produkt, hvis de føler, at de kompenserer for det. Betaler en slags aflad.”

“»Generelt ser vi, at CO₂-afgifter virker til at dæmpe efterspørgslen,« siger Alice Pizzo.

Dertil dæmpes forbrugerens efterspørgsel på klimabelastende produkter også *inden* en varslet CO₂-afgift træder i kraft sammenlignet med varslingen af en tilsvarende høj importafgift.

Altså ligger der noget moralsk adfærdsregulering i selve konceptet om en CO₂-afgift, hvilket også er pointen.

Men når der pålægges en afgift på eksempelvis 20 procent, ændres tilgangen hos nogle forbrugere.

»Forbrugerne viser en relativt højere vilje til at betale for klimabelastende varer under en CO₂-afgift sammenlignet med en tilsvarende importafgift,« siger Alice Pizzo.

Mere præcist øges betalingsvilligheden for produkter pålagt en CO₂-afgift sammenlignet med en importafgift med 4,4 procent, viser studiet.”