La disuguaglianza in Danimarca raggiunge un record: i più ricchi scappano, mentre aumenta la povertà infantile | Informazioni

Artiklen er bag betalingsvæg, så her et kort resumé med kommentarer:
I 2023 steg den såkaldte Gino-koefficient til 30,6, efter en lang periode med en støt stigning, med den sidste rekord i 2021, men så med et lille fald i 2022. Årsagen til dette er at finde særligt i, at de rigeste 10% har haft en *markant* stigning i deres disponible indkomst, på 8,5%, mens inflationen har været 3,3%, mens resten af befolkningen har oplevet en reel *nedgang* i deres disponible indkomst.
Den drivende faktor bag dette er, at særligt aktieindkomster er skævt fordelt. ’Arbejdsfrie indkomster’ bliver det så fint kaldt i artiklen. Og det problematiseres da også, som jeg ofte har gjort her i fællesskabet, at vi har et skattesystem der fordeler skattebyrden på en måde, så det bedre kan betale sig at eje, end at arbejde. Håndens og åndens arbejde flås af skattens skarpe klo, mens ejendom lades være. Det er mine ord, ikke fra artiklen. Som en gentagelse af gammelsocialistisk retorik kan man blot endnu engang konstatere, at den borgerlige stat er en der er hård mod arbejdere, og god mod kapital.
Det nævnes videre i artiklen, at den stigende ulighed er blevet ”skjult” under dække af en højkonjunktur, og at eksempelvis nedsættelsen af de laveste ydelser i 2015, også har været en faktor at have øje for, *særligt* når det kommer til det faktum, at antallet af børn i fattigdom *stiger* i løbet af en højkonjunktur. At Thomas Wilken, der er seniorøkonom i Kraka, betegner det som ”overraskende,” undergraver kun yderligere min allerede begrænsede respekt for økonomien som fag. Wilken siger dog også rigtigt, at det handler om den førte politik, hvis vi ønsker, at ændre på, hvor mange der vokser op i fattigdom, og, tilføjer jeg, den stigende koncentration af magt og penge på stadigt færre hænder. Og det bør vi gribe ind overfor.
Vi bør ændre markant i vores skattesystem, så ejendom beskattes hårdere end arbejde, så de høje indkomster og formuer beskattes hårdere end de laveste indkomster, og så de, der tjener på andres arbejdskraft, giver meget mere tilbage til samfundet, end de gør i dag.